Serena Williams slår Sharapova og er i Wimbledon-finale

Skrevet af admin

09/07/2015

Dagens topnyheder

Serena Williams er bare en bedre tennisspiller end Maria Sharapova. Det beviste den amerikanske verdensetter endnu en gang i torsdagens semifinale i grand slam-turneringen Wimbledon.

Det endte med en sikker sejr på 6-2, 6-4 til Serena Williams, som med langt mere power i grundslagene og en stabil serv var en klasse bedre end russeren.

Til tider var det ren opvisning fra Serena Williams, som med varierede angrebsslag viste et større repertoire end russeren.

Sharapova kæmpede dog indædt for hver eneste point, men oftest var Serena Williams' bolde sat så yderligt og uden for rækkevidde, at det var svært at hamle op med for russeren.

- Jeg var lidt nervøs, fordi det var en semifinale, og det er længe siden, jeg er kommet så langt i Wimbledon.

- Det var ikke let, men da hun hævede sit niveau, så evnede jeg også at hæve mit, siger Serena Williams.

28-årige Sharapova havde før kampen tabt de seneste 16 opgør mod Serena Williams, og man skal hele 11 år tilbage, siden hun senest besejrede amerikaneren.

Faktisk havde Sharapova i de seneste syv år blot taget et enkelt sæt fra Serena Williams.

Sharapova var igennem en hård kvartfinale, hvor hun mødte solid modstand i amerikanske Coco Vandeweghe.

Det samme gjaldt for Serena Williams, der i sin kvartfinale tabte første sæt til Victoria Azarenka, men kom tilbage og vandt kampen i tre sæt.

Serena Williams er med sejren på vej mod sin sjette Wimbledon-titel i single. Den seneste blev vundet i 2012.

I lørdagens finale venter spanske Garbine Muguruza, som er i sin første grand slam-finale nogensinde efter at have slået polakken Agnieszka Radwanska i tre sæt.

Muguruza slog tidligere i turneringen danske Caroline Wozniacki ud i 1/8-finalen.

Vinder Williams finalen, vil hun for første gang siden 2003 være mester i alle fire grand slam-turneringer på samme tid.

Og hun vil i så fald kun være en hjemmesejr i US Open fra at blive den første siden Steffi Graf i 1988 til at vinde alle fire grand slam-turneringer i et kalenderår.

/ritzau/