Seriemorders forlovede ville kun giftes, så hun kunne forvandle hans lig til turistattraktion

Skrevet af Ninna Andreasen

10/02/2015

Mest læste i dag

Verden så måbende på, da den 27-årige Afton Elaine Burton - som kalder sig selv Star - ville giftes med den berygtede seriemorder og kultleder Charles Manson.

Nu ser det ud til, at årsagen til bryllupstankerne ikke var rendyrket kærlighed. Det skriver New York Post

Forud for ønsket om giftermålet forsøgte den unge kvinde at få rettigheder over den nu 80-årige morders lig, når han dør. Det fik hun dog afslag på.

Først derefter tilbød hun sig selv som brud, angiveligt fordi californisk lov overlader retten til at bestemme over ægtefællers lig til deres levende ægtefælle.

Ifølge en kilde tæt på Charles Manson ønskede Afton Elaine Burton at forvandle hans lig til en turistattraktion ved at udstille ham i en glasmontre.

Charles Manson selv mener, at idéen er latterlig, fordi han mener at være udødelig.

I forrige weekend udløb parrets ægteskabslicens. Indsatte kan kun blive gift i løbet af de 90 dage sådan en varer.