Seriestjerne fejrer bryllupsdag med madorgie

Når man er single, handler det om at se godt ud for potentielle partnere, mens det kun handler om at have det lækkert, så snart man er blevet gift.

Den anskuelse er "Modern Family"-stjernen Jesse Tyler Ferguson formentlig enig i. Han brugte nemlig sin årsdag med sin mand Justin Mikita, som han har været gift med siden juli sidste år, på at spise en hel masse mad.

- Vi havde en weekend, der kun handlede om mad. Vi reserverede et par borde på et par restauranter, og ellers havde vi også en privat kok, som kom hjem til os og lavede mad. Så vi spiste rigtig meget, siger Ferguson til PEOPLE.com.

Men festmåltider er ikke det eneste, der binder de to mænd sammen. Kærligheden mellem dem er nemlig intakt, og de føler stadig, at de er nyforelskede.

- Vi fatter simpelthen ikke, at der allerede er gået et år. Vi føler os stadig helt nyforelskede, siger Ferguson.

Og parret er også klar til at udvide familien en gang i fremtiden, når det bliver aktuelt.

- Vi glæder os rigtig meget til at blive fædre. Vi har ingen konkrete planer lige nu, og der er selvfølgelig en hel masse planlægning, der skal tages stilling til. Det kommer nok til at tage tre års tid, men nu må vi se, siger den rødhårede charmetrold.

Newspaq

Dagens Gossip