Sevilla vinder finale og snupper fornem rekord i Europa

Skrevet af admin

28/05/2015

Mest læste i dag

Sevilla er det mest vindende hold i Europa League efter onsdagens fornemme finalesejr på 3-2 over ukrainske FC Dnipro.

Hvis man tæller forgængeren for Europa League, Uefa Cuppen, med, så er den spanske fodboldklub nu oppe på fire titler i den turnering samlet set.

De fire titler er hentet på blot 10 år. Sevilla vandt Europa League sidste sæson, og det blev også til finalesejre i 2006 og 2007, da turneringen gik under navnet Uefa Cuppen.

Selv om der ikke er tale om en rekord i den fineste og mest prestigefulde turnering, Champions League, så er der alligevel tale om en enestående rekord historisk set.

Kun de italienske storklubber Juventus og Inter samt Liverpool står med tre turneringstriumfer siden 1971 - turneringen hed Uefa Cuppen til og med 2008/2009-sæsonen, hvorefter den blev omdøbt til Europa League.

Det lignede dog ikke en triumf for Sevilla i starten af kampen i Warszawa.

Dnipro begyndte finaleopgøret bedst og kom overraskende foran 1-0 efter blot syv minutter, da den kroatiske angriber Nikola Kalinic afsluttede et godt ukrainsk angreb med hovedet.

Men Sevilla viste taktisk kølighed og vendte det hele på hovedet på få minutter senere i halvlegen.

Først udlignede Sevillas Grzegorz Krychowiak til 1-1 efter 28 minutter, inden holdets stjerneangriber Carlos Bacca gjorde det til 2-1 foran en glidende Dnipro-forsvarer, Douglas.

Kort før pausen udlignede Dnipros Ruslan Rotan på et direkte frispark, og så var der igen spænding om resultatet.

Efter 73 minutter afgjorde Carlos Bacca kampen med sit syvende mål i denne sæsons Europa League.

Dnipro forsøgte desperat at udligne endnu en gang og tvinge kampen ud i forlænget spilletid, men ukrainerne magtede ikke at score.

Tidligere på sæsonen blev Dnipro slået ud af FC København i Champions League-kvalifikationen.

FCK vandt i august samlet med 2-0 over Dnipro, som røg over i Europa League, hvor holdet siden har imponeret med sejre over blandt andre Olympiakos og Napoli.

/ritzau/