Sex & Samfund får ny formand

Den nytiltrådte formand vil blandt andet sætte fokus på seksuel trivsel for voksne og ældre.

»Ældresex er et af de sidste seksuelle tabuer, vi har tilbage. Vi har i dag en stærk tradition omkring seksualrådgivning og -vejledning for børn og unge. Men der mangler lignende tilbud til voksne og ældre,« siger Bjarke Oxlund og uddyber:

»Min store drøm vil derfor være, hvis man udvidede Sexlinien for Unge med en »Sexlinien for Ældre«. Men under alle omstændigheder er det et område, der skal sættes fokus på.«

Ifølge den nye formand har voksne og ældre nogle andre seksuelle udfordringer og muligheder end unge:

»Der er mange kroniske og aldersbetingede sygdomme, som også påvirker én seksuelt. Omvendt har ældre måske mere erfaring og bedre tid til at udleve deres seksualitet,« siger Bjarke Oxlund, der også synes, at behovet for et andet sprogbrug er nødvendigt.

»Vi ved meget om, hvordan vi taler til unge om sex, mens det er langt sværere, når det gælder voksne og ældre,« siger han.

Ud over formandsposten hos Sex & Samfund har Bjarke Oxlund siden 2011 været formand for Antropologiforeningen i Danmark. Derudover har han været udstationeret tre år for FNs befolkningsfond i Sydafrika og Cambodja, og han var blandt andet med til at udforme Cambodjas første befolkningspolitik.

Lene Stavngaard, der er psykiatrisk sygeplejerske på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center er valgt som ny næstformand for Sex og Samfund.

Dagens Gossip

Dagens TV