Sex-tiltalt læge: Patient flirtede åbenlyst med mig

Skrevet af admin

09/03/2016

Dagens topnyheder

- Jeg måtte træde tre skridt tilbage, hver gang hun var i nærheden på grund af den måde, hun opførte sig på.

Sådan forklarer en 49-årig psykiater, som ved Retten i Aarhus er tiltalt for at have misbrugt en patients behandlingsmæssige afhængighed til at skaffe sig sex i perioden fra oktober 2013 til august 2014.

Ifølge lægen var det den psykisk syge kvinde, der nærmest indbød til sex, når hun var i terapibehandling hos ham.

- Hun var enormt flirtende i forhold til mig. Det var lidt som Marilyn Monroe, der kaldte på en fotograf, hver gang hun fik det dårligt. På samme måde var P (navnet på patienten, red.) meget forførende og flirtende, når hun var hos mig, siger lægen.

Han afviser, at han har haft sex eller andet seksuelt samkvem med kvinden, mens hun var i behandling hos ham.

- Jeg har hverken kysset, krammet eller haft nogen som helst intimitet med hende fra oktober til omkring 1. juli 2014, forklarer psykiateren.

Hvad der skete i tiden efter 1. juli og frem til, at hans ansættelsesforhold ophørte i slutningen af august 2014, vil han derimod ikke svare på.

- Det er ikke relevant, for på det tidspunkt var hun ikke længere min patient, forklarer psykiateren.

Han erkender dog, at det var "uprofessionelt", da han i en mail til kvinden skrev: "Jeg har et stort hjerte for mange af mine patienter, men intet kommer i nærheden af, hvad jeg har for dig."

Han skrev endvidere, at: "Hvis nogen skulle forbyde mig at se dig, vil jeg bryde alle regler og fortsætte uofficielt".

Lægen tilbød også kvinden 2000 kroner som tilskud til en forestående rejse.

- Det er da svært uprofessionelt. Men det er af omsorg for hende. Et sted kunne jeg jo ønske, at hun tog på den ferie, at hun fik nogle gode uger, og at noget var godt i hendes liv, forklarer lægen i retten.

Ifølge kvindens forklaring har lægen også givet hende 2000 kroner til køb af undertøj samt 1000 kroner til en tur i Djurs Sommerland sammen med sine børn.

Lægen nægter sig skyldig i alle anklagerne.

/ritzau/