Sexanklagede Malthe slipper for fodlænke i New York

En dommer i New York besluttede torsdag at lempe forholdene for den 22-årige pædagogstuderende Malthe Thomsen, der er anklaget for overgreb på flere børn.

Malthe Thomsen blev 27. juni anholdt og sigtet for i alt 15 overgreb på 13 børn. Han blev i første omgang varetægtsfængslet, men siden løsladt mod kaution. Han skulle dog gå med en elektronisk fodlænke og måtte ikke forlade Manhattan i New York.

Torsdag blev kautionsbeløbet sat ned fra 400.000 til 200.000 dollar, Malthe Thomsen må nu bevæge sig rundt i hele staten New York - og ikke mindst slipper han for den elektroniske fodlænke, oplyser hans forsvarer, Jane Fisher-Byrialsen, til Ritzau.

Den 22-årige blev anholdt, efter at en kvindelig kollega anmeldte ham for overgrebene. I første omgang gik kollegaen til institutionens ledelse, der iværksatte en undersøgelse. Den frikendte den unge dansker, hvorefter kvinden gik til politiet.

Den kvindelige kollega er siden rejst til Grækenland, men hun blev slet ikke nævnt under torsdagens retsmøde, fortæller Jane Fisher-Byrialsen.

- Vi har jo set hendes personalemappe, og måske har anklagemyndigheden indset, at hendes troværdighed er lig nul. Eller også kan man ikke finde hende, siger forsvareren.

Ifølge politiet og anklagemyndigheden har Malthe Thomsen under en afhøring erkendt overgrebene.

Han har fortalt, at han nægtede sig skyldig, men politiet sagde, at de havde en video med overgrebene. Derfor sagde danskeren, at hvis de havde det på video, måtte det være rigtigt, selv om han ikke mente, at han havde gjort noget forkert.

Jane Fisher-Byrialsen mener, at tilståelsen er falsk.

- Det eneste anklagemyndigheden har tilbage er den falske tilståelse. Alt andet tyder på hans uskyld, siger hun.

Ved et retsmøde 14. august kom det frem, at to lærere og 12 ud af de 13 børn over for anklagemyndigheden pure har afvist anklagerne om, at Malthe Thomsen skulle have forgrebet sig på nogle af børnene.

Næste retsmøde i sagen er 13. november, men forsvareren vil ikke afvise, at der kan ske noget mere i sagen inden da.

- Vi har gang i nogle ting, som jeg ikke kan komme nærmere ind på, men som måske kan overbevise anklagemyndigheden om, at man skal opgive sagen, siger Jane Fisher-Byrialsen til Ritzau.

- Men jeg ved ikke, om anklagemyndigheden vil indrømme, at den har begået en fejl, så måske vil man trække det helt til december, fortsætter hun med henvisning til, at anklagemyndigheden senest 27. december skal afgøre, om man vil rejse tiltale eller ej.

/ritzau/

Se Malthe Thomsen få fjernet sin fodlænke herunder:

Dagens Gossip