Sexanklaget sanger: Jeg vil rense mit navn

At blive anklaget for en forbrydelse, man selv mener, man er uskyldig i, må være noget af det værste, et menneske kan opleve. Det er ikke desto mindre den situation, superstjernen Sir Cliff Richard finder sig selv i lige nu.

Nu bryder han tavsheden for at takke sine mange fans for at støtte ham i sagen om en seksualforbrydelse, som den berømte sanger skulle have været involveret i 1985.

- Hej alle, dette er blot en kort besked for at takke alle jer, der har vist mig støtte, inklusiv dem, der arbejder for pressen. I skal vide, at jeg har det ok, og det er underforstået, at jeg har fuldt ud i sinde at rense mit navn, skriver Cliff Richard på sin Facebookprofil torsdag.

Han blev i august anklaget for at have forgrebet sig på en mindreårig dreng i forbindelse med et religiøst møde. Det er den nu 40-årige mand, der selv har henvendt sig til politiet for at anmelde forbrydelsen, som han hævder fandt sted for knap 30 år siden.

- Bare for at have det helt på det rene, anklagerne er flaske, og jeg vil fortsætte med at samarbejde med politiet, skulle de ønske at tale med mig igen. Igen mange tak, skriver Cliff Richard.

Den 73-årige berømthed har talt med politiet i South Yorkshire, men er på nuværende tidspunkt ikke blevet sigtet i sagen.

Newspaq

Dagens Gossip