Sexforbryder angriber den forkerte kvinde og betaler prisen

Skrevet af Jesper Larsen

21/03/2015

Mest læste i dag

En indisk kvinde er blevet lidt af en helt i Indien, efter hun på egen hånd afværgede et sexuelt angreb fra en mand på en togstation og egenhændigt slæbte overfaldsmanden til politistationen. 

Den 20-årige ventede på et tog, da hun blev antastet af en 25-årig mand. Klokken var 14.30 om eftermiddagen, og selvom der stod 50 mennesker og kiggede, var der ikke nogen af dem, der hjalp hende. 

Og derfor så hun ingen anden udvej end at tage sagen i egen hånd. 

- Jeg blev virkelig chokeret, da han kom hen og befamlede mig, jeg prøvede at slippe væk, men han greb fat i mig, siger hun ifølge Daily Mail

- Det eneste jeg kunne gøre var at tæve ham med min taske, for der var ikke nogen, der kom mig til undsætning. Han prøvede at slå igen, og han stank af alkohol, men jeg var fast besluttet på, at han ikke skulle slippe afsted med det, siger hun og forklarer, at det var vigtigt for hende, at han blev stillet til ansvar for sin handling.

Derfor greb hun fat i håret på ham, og slæbte ham med sig. 

- Han bad mig om at give slip, og han ville ikke gå med frivilligt, men jeg stolede ikke på ham, så jeg trak ham med. Det lykkedes mig at få ham hen til politiet uden hjælp fra nogen, siger hun ifølge Daily Mail.

Den 20-årige handlekraftige kvinde er nu blevet et eksempel til efterfølgelse for andre indiske kvinder, der kæmper med indiske mænds middelalderagtige syn på kvinder.

- Jeg ser ikke mig selv som en heltinde, men jeg mener, at vi kvinder skal tage et standpunkt og lade mænd vide, at de ikke bare kan gøre, som de har lyst. Kvinder er ikke objekter, der kan blive befamlet og berørt, som mænd lyster, siger hun.