Sexgalning på Fyn hørte Voice og gav tyggegummi

Det er nu efterhånden flere måneder siden, at en mand sexkrænkede to mindreårige piger fra Fyn.

Alligevel har Fyns Politi endnu ikke haft held til at finde sexforbryderen, men forbrydelserne er på ingen måde glemt.

- Sagen har stadig samme høje prioritet, og vi forfølger alle spor. Vi ved nu, at vores mand hørte The Voice i sin bil. En af pigerne har fortalt os, at hun genkendte en sang i radioen med Shaka Loveless. Og så tilbød han sine ofre tyggegummi, siger Henrik Justesen til tv2.dk.

Det første af de seksuelle overgreb fandt sted i Øster Skerninge på Sydfyn i slutningen af oktober. Her blev en 11-årig pige kontaktet af en mand i en ældre bordeauxrød bil. Manden tvang hende ind i bilen og kørte hende ud til et skovområde, hvor han forgreb sig på hende.

Det andet overgreb skete i Refsvindinge på Østfyn, hvor en 10-årig pige tre uger efter blev bortført af samme mand, da hun var på vej hjem fra skolefritidsordningen.

Politiet har nu fået svar på 214 af 240 mundskrab fra mistænkte i sagen. Der kan dog være lang vej igen.

- Vi er i gang med den tunge del af efterforskningen, hvor vi leder efter den berygtede nål i høstakken. Men vi har ikke løftet foden fra speederen. Godt gammeldags politiarbejde, hvor vi trækker folk ud af vores registre og aflægger dem et besøg, hvis de kunne være interessante for efterforskningen, siger Justesen til tv2.dk.

Pigerne har fortalt, at der var tale om en voksen, dansktalende mand. Han er almindelig til kraftig af bygning og var iført mørkeblå cowboybukser og en mørk trøje og strikhue.

Derudover fortalte pigerne, at gerningsmanden mumlede og nærmest snakkede med sig selv under overgrebene.

Kilde: tv2.dk

 

Dagens Gossip