Sexovergreb er hverdag for børn i konfliktzoner

Sådan fortæller den nepalesiske pige Amita om de tre år, hun tilbragte hos en maoistisk milits under borgerkrigen i Nepal. Hun var 13 år, da mareridtet begyndte, og hendes situation er langt fra enestående, viser den nye rapport »Unspeakable Crimes Against Children« fra Red Barnet.

I rapporten fastslås det, at piger - og i visse tilfælde også drenge - under 18 år udgør størstedelen af de overlevende ofre, der bliver udsat for seksuelle overgreb i krigs- og konfliktplagede lande. I nogle tilfælde er flere end 80 procent af dem, der udsættes for seksuel vold, børn, og det påvirker både børnene og samfundet dybt, fortæller krisepsykolog Anne-Sophie Dybdal fra Red Barnet.

»Det underminerer børnenes udvikling, de får svært ved at koncentrere sig og svært ved at lære noget. De får svært ved at knytte dig til andre og have tillid til andre mennesker, mange isolerer sig og kæmper med flashbacks. Hele deres måde at fungere på er påvirket, og for det enkelte barn er det enormt alvorligt. Det er det også for samfundet, at så store grupper af børn risikerer at udvikle en aggressiv eller anti-social adfærd. Mange ender med senere at komme i konflikt med loven eller blive misbrugere,« siger hun.

Anne-Sophie Dybdal har selv tidligere været udsendt til Sierra Leone i forbindelse med borgerkrigen i det vestafrikanske land, og her så hun med egne øjne, hvordan overgreb mod børn var en del af hverdagen.

»Det har ikke noget med pædofili at gøre, som sådan. Men der sker en ekstrem brutalisering af samfundet under konflikter, normerne skrider, så ingen løfter et øjenbryn, hvis et barn bliver voldtaget. Samtidig mangler der lov og orden og et retsligt system, der fungerer. Gerningsmændene bliver ikke straffet, og seksuelle overgreb bliver brugt som et krigsredskab og en krigsstrategi i mange vestafrikanske landes konflikter for at skræmme civilbefolkningen,« siger Red Barnets krisepsykolog.

Hjælpeorganisationen peger på, at det er svært at hjælpe de mange unge ofre, fordi der ganske enkelt mangler penge.

»Selv hvis børnene kommer sig over de fysiske følger af deres oplevelser, får de psykiske mén af deres prøvelser resten af livet, og ofte bliver de udstødt fra resten af samfundet. Trods alt dette er der store huller i finansieringen af det nødvendige arbejde med at beskytte børn mod de grusomme forbrydelser,« siger Red Barnets administrerende direktør, Justin Forsyth, til AFP.

Organisationen anslår, at der på globalt plan bliver brugt mindre end en fjerdedel af de midler, der er nødvendige for at beskytte børn effektivt mod seksuelle overgreb.

Emnet er dog på dagsordenen ved denne uges topmøde for G8-landene i London, og her opfordrer Red Barnet de politiske ledere til at diskutere, hvordan man sikrer, at de ansvarlige bag sexforbrydelser mod børn bliver straffet.

Dagens Gossip