Sexovergreb i militæret: Senatet godkender nye reformer

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Det amerikanske senat har enstemmigt vedtaget en række reformer, der sigter mod at begrænse antallet af seksuelle overgreb i USA's militær.

Lovforslaget blev godkendt med stemmerne 97-0 i en sjælden tværpolitisk enighed.

Kongressen har ellers den seneste tid været præget af det modsatte, og forholdet mellem demokrater og republikanere har været domineret af bitterhed og politiske hårdknuder.

Senator Claire McCaskill, der som anklager tidligere har arbejdet med sexforbrydelser, står bag lovforslaget.

Ifølge reformerne kan eksempelvis overordnede i militæret ikke længere omstøde jury-afgørelser, og ofrene kan få tildelt deres egne uafhængige juridiske rådgivere til at beskytte deres rettigheder.

Lovforslaget skal dog godkendes i Repræsentanternes Hus, før det kan blive en realitet. Og ifølge nyhedsbureauet Reuters kan det tage måneder, før forslaget kommer til afstemning i Kongressens andet kammer.

Senator Kelly Ayotte siger, at lovforslaget vil "sikre, at ofre for sexovergreb i militæret vil blive behandlet værdigt og ansvarligt".

Reformerne er en del af, hvad hun kalder en indsats for at opnå "nultolerance" og "fuld ansvarlighed" for de øverstbefalende i militæret.

Det amerikanske militær har været ramt af en række sager om sexovergreb, hvilket har udløst krav om en gennemgribende ændring af retssystemet.

Så sent som i sidste uge blev en topanklager i USA's hær suspenderet efter formodninger om, at han havde befamlet en kvindelig advokat, der arbejdede for ham.

/ritzau/AFP