Seymour Hoffmann begravet i New York

Skrevet af admin

07/02/2014

Dagens topnyheder

Skuespilleren Philip Seymour Hoffman blev fredag begravet ved en privat ceremoni i New York. Det er fem dage siden, at Oscar-vinderen blev fundet død, formentlig af en overdosis, i sin lejlighed.

Begravelsen i the Church of St. Ignatius Loyola var lukket for offentligheden og havde deltagelse af flere kendte Hollywood-navne. Blandt andre Meryl Streep, Ethan Hawke, Cate Blanchett, Amy Adams, Joaquin Phoenix og Spike Lee.

Philip Seymour Hoffman efterlader sig tre børn og sin partner gennem 14 år, Mimi O'Donnel, som han dog ikke boede sammen med.

Hoffman bliver hyldet af mange som en af de bedste karakterskuespillere i sin generation. Han vandt blandt andet en Oscar for sit imponerende portræt af forfatteren Truman Capote i filmen "Capote" fra 2005.

Han huskes desuden for sine roller i film som "The Big Lebowski" og "Boogie Nights". Ved sin død var han i gang med filmen "Hunger Games: Mockingjay- Part 2", hvor han for tredje gang i filmserien spiller Plutarch Heavensbee.

Resultaterne fra en obduktion i mandags var ufyldestgørende, og retsmedicinerne venter nu på flere testresultater, der skal klarlægge dødsårsagen.

Politiet siger, at Hoffman blev fundet med en kanyle i sin arm, og der blev fundet 50 breve med heroin samt andre piller i lejligheden.

Tre personer er anholdt og sigtet i forbindelse med efterforskningen af skuespillerens død.

Philip Seymour Hoffman blev 46 år.

Gennem årene havde Philip Seymour Hoffman angiveligt en del problemer med misbrug.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at han tidligere talte åbent om misbrugsproblemer, som han sloges med det meste af livet.

Forbes skriver, at Hoffman i maj i fjor var til afvænning på grund af heroinmisbrug.

Det forventes, at der bliver holdt en offentlig mindehøjtidelighed for Philip Seymour Hoffman senere på måneden.

/ritzau/AFP