SF-afhoppere farer i flæsket på Enhedslisten

I et debatindlæg i Politiken anklager europaparlamentariker Emilie Turunen (S) blandt andet regeringens parlamentariske grundlag for at have fået »tunnelsyn«, når det kommer til at se den økonomiske virkelighed i øjnene.

»Enhedslisten synes at være blevet ramt af en grundangst for enhver forandring af velfærdssamfundet. Ærgerligt, for deres ideer kunne være værdifulde. Sulten efter at forandre for at forbedre er totalt fraværende,« skriver Emilie Turunen.

Hun kritiserer partiet for per automatik at sige nej til regeringens reformer, blandt andet i forbindelse med de netop indgåede aftaler om kontanthjælpen og SUen, som regeringen måtte finde flertal for med de borgerlige partier.

»Igen sagde Enhedslisten »nej« højere, end en toårig i trodsalderen kunne præstere,« skriver Turunen.

»I stedet for at fremstå som den progressive venstrefløj, de gerne vil kendes som, fremstår de med deres evige nej til reformer i dag som »det nye DKP« - Danmarks Konservative Parti,« skriver Emilie Turunen.

På Facebook bakker en anden SF-afhopper, Jesper Petersen (S), op om krikken.

»Spot on, Emilie Turunen,« skriver han.

»Værdier om social lighed, bæredygtighed mm., deler jeg med Enhedslisten. Men pladen er altså gået i hak. Mest af alt leverer Listen kritik, taktisk betonede angreb på regeringen,« skriver Jesper Petersen, der opfordrer partiet til at fokusere mere på resultater.

»Tænk, hvor meget medindflydelse Enhedslisten kunne have, hvis de gik mere op i resultater via kompromiser, evnede at tage medansvar for vanskelige beslutninger i virkeligheden anno 2013 - og var mindre fokuserede på ultimativer og gode mavefornemmelser. Sikke et trist spild af mandater.«

Også Mattias Tesfaye (S), der kort tid efter, han i december sidste år forlod posten som næstformand i SF, meldte sig ind hos Socialdemokraterne, langer på Facebook ud efter Enhedslisten.

Her kritiserer han Enhedslisten for ikke at have »konkrete bud på alternativer« til udfordringerne på venstrefløjen.

»Johannes tale i dag (fredag, red.) afslørede, at S og SF ikke er de eneste, der skal lære at svømme. Det skal Ø også. Forskellen er blot, at socialdemokraterne er i baljen, mens Ø står oppe på kanten og råber, at regeringen selv er skyld i det, hvis den drukner,« skriver han.

Særligt Emilie Turunens debatindlæg har vakt harme på de sociale medier.

»Ny partibog. Så skal man lige vise, at man tør spise skovsneglen og svine alt, hvad man hidtil har ment,« skriver retsordfører Pernille Skipper (Ø) på Twitter.

Forsvarsordfører Nikolaj Villumsen (Ø) stemmer i:

»Sjovt du nu sviner EL for at sige, hvad S og SF sagde for 2 år siden,« skriver han, mens gruppeformand Per Clausen (Ø) konstaterer, at han er blevet »forandringsangst konservativ farlig revolutionær kommunist«.

Dagens Gossip

Dagens TV