SF afviser kritik af højere løn til udlændinge

Skrevet af admin

17/05/2016

Mest læste i dag

Grænsen for, hvad lønchekken skal lyde på, for at en udlænding uden for EU kan få ophold i Danmark, skal hæves fra 375.000 til 400.000. Det mener SF, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Partierne har stillet et lovforslag, der skal hæve grænsen. Det har fået beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og Dansk Industri til at protestere.

De mener, at det vil hæmme erhvervslivets adgang til kvalificeret arbejdskraft.

- Vi vil gerne bekæmpe social dumping. Derfor har vi talt med fagbevægelsen om, hvad man kan gøre.

- Der kan man se, at denne her ordning ikke har været reguleret i noget tid. Det betyder, at der kommer udenlandsk arbejdskraft ind og presser sektorer, hvor der allerede er mange ledige, siger SF's integrationsordfører, Jacob Mark.

Han mener ikke, at lovforslaget vil ramme erhvervslivets evne til at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

- Vi kan se, at der allerede er tilstrækkeligt med arbejdskraft i Danmark til de job, der giver mindre end 400.000 kroner om året, siger Jacob Mark.

De tre partier er ifølge ordføreren opmærksomme på at tage hensyn til erhvervslivet.

- Vi er meget opmærksomme på, at der skal være adgang til kvalificeret arbejdskraft. Men det betyder ikke, at man nødvendigvis skal tage udlændingen ind, hvis der er danskere, der kan tage jobbet.

- Vi har stadig det redskab, der hedder positivlisten, hvis der er nogle sektorer, der mangler specialiseret arbejdskraft, sige Jacob Mark.

Til Berlingske fortæller Dansk Industri, at man hellere ser grænsen sat ned til 325.000 kroner om året.

- Kan vi ikke tiltrække de rigtige, så får vi svært ved at skabe vækst og holde vores velstandsniveau, siger direktør for Dansk Industri Karsten Dybvad til avisen.

/ritzau/