SF angriber ligestillingsminister: Hvor er mærkesagerne

Skrevet af admin

08/03/2015

Mest læste i dag

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, retter nu en kras kritik af regeringens ligestillingspolitik i almindelighed og ministeren på området, De Radikales Manu Sareen, i særdeleshed.

Det sker på kvindernes internationale kampdag - og dagen efter, at Manu Sareen bad kritikerne af regeringens ligestillingspolitik om at "kigge ud af vinduet".

- Vi står med et meget konkret problem for ligestillingen i disse år. Tilsyneladende har vi en ligestillingsminister, der mener, at kampen for ligestilling er stendød, siger Pia Olsen Dyhr i den tale, som hun senere søndag holder på Rådhuspladsen i København.

- Regeringen siger ellers ved alle festlige lejligheder, at ligestilling er en del af dens dna. Men igen og igen må vi konstatere, at der efterhånden hverken er celler, væv eller kromosomer tilbage, siger SF's formand.

SF var som bekendt selv med i regeringen frem til 2014. Og dermed var partiet også med ved roret, da regeringen pludselig besluttede at droppe den ellers lovede øremærkede barsel til mænd.

- Hvordan kan det være, at alle de store mærkesager, som ellers stod i regeringsgrundlaget, blev taget af programmet én efter én?

- Hvad blev der af den øremærkede barsel? Hvorfor kæmpede SF alene for det i regeringen? Hvad blev der af ambitionerne, lyder det fra den forhenværende transport- og handelsminister.

Ligestillingsministeren giver dog ikke meget for den bredside:

- Det er fint nok og fair nok, at Pia Olsen Dyhr markerer sig den 8. marts, men det er ikke kun den 8. marts, at jeg arbejder for ligestilling. Det gør jeg resten af årets dage, hvor det står højt på vores politiske agenda, siger Manu Sareen til Ritzau.

- Vi skal blive ved med at kæmpe mod vold mod kvinder, menneskehandel og social kontrol i etniske miljøer, siger ministeren.

Enhedslisten præsenterede lørdag en ligestillingspakke med fem initiativer, herunder en ligelønspulje på en milliard kroner, hentet fra mindre brug af konsulenter i det offentlige.

Men det afviser Manu Sareen:

- Jeg tror ikke, at forslaget om at give en milliard til ligeløn vil hjælpe. Det nytter ikke noget bare at give flere penge. Det nytter noget at ændre på folks vaner og tankegange, så piger også vælger at blive ingeniører, og drenge også vælger at blive pædagoger.

/ritzau/