SF: Au pair-lønninger burde fordobles

Skrevet af admin

19/05/2015

Dagens topnyheder

Stramningerne i den nye au pair-ordning er et hop i den rigtige retning, men hoppet er alt for kort.

Det mener SF, der ellers selv har været med til at stemme den nye ordning igennem sammen med regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

- Vi havde gerne set, at aftalen på især to punkter var blevet bedre, men nogle gange er man nødt til at acceptere det bedst mulige kompromis, siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen.

De første af de to punkter er ifølge Eigil Andersen lommepengene, der nu sættes op fra 3250 kroner om måneden til 4000 kroner.

- Det er alt for lidt. Vi mener, at lønnen skulle fordobles til 6500 kroner, siger Eigil Andersen.

Spørgsmål: Men det er vel ikke løn. Det er vel lommepenge?

- Efter vores mening er det fiktion, at der med au pair-ordningen er tale om en kulturudveksling. De er billig arbejdskraft og ikke mere, og derfor er det også mere reelt at tale om løn, siger arbejdsmarkedsordføreren.

Det andet punkt, som ifølge SF skæmmer au pair-ordningen, er, at det fortsat vil være muligt - omend vanskeligere - at opsige kontrakten med en au pair-pige, hvis hun bliver gravid under opholdet.

- Det er det eneste sted på det danske arbejdsmarked, hvor det blåstemples at fyre en gravid, og der synes jeg, at regeringens ambitionsniveau skuffer mig, siger Eigil Andersen.

De nye au pair-regler træder efter tirsdagens vedtagelse i Folketinget i kraft per 1. juli i år.

/ritzau/