SF bakker op om ja til Dong-salg

Efter et krisemøde i SF er der flertal for, at partiet skal stemme for salget af en del af Dong til Goldman Sachs.

- Der var flertal for at støtte den linje, som jeg fremlagde, siger SF-formand Annette Vilhelmsen efter mødet.

Flere iagttagere havde forud for mødet spekuleret i, hvorvidt SF's fremtid i regeringen var på spil under aftenens krisemøde i partiet.

Kræfter både i partiets indflydelsesrige landsledelse og helt ind i folketingsgruppen har ifølge flere kilder arbejdet på at skaffe opbakning til, at SF ikke skulle bakke op om regeringens aftale om frasalg af en del af Dong til investeringsgiganten Goldman Sachs.

En sådan vedtagelse ville pålægge SF på Christiansborg at afvise aftalen, der formelt skal stemmes igennem Folketingets Finansudvalg torsdag.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV