SF: Central styring skal forhindre lægers misbrug af penge

Skrevet af admin

24/09/2014

Mest læste i dag

Det vil stoppe overlægers misbrug af forskningspenge, hvis pengene flyttes væk fra de enkelte afdelinger og i stedet lægges hos en centralenhed på hospitalet.

Sådan lyder det fra sundhedsordfører Özlem Cekic (SF), efter at Jyllands-Posten er kommet frem til, at der fra 2008 til 2013 ikke har været stikprøvekontrol af hjertelægers brug af forskningspenge på Rigshospitalet.

Uden den manglende kontrol har overlægerne i nogle tilfælde benyttet forskningspenge på køb af blandt andet møbler og kunst til privaten.

- Uanset om der er tale om private eller offentlige midler, så har afdelingerne og hospitalerne en moralsk forpligtelse til at sikre, at pengene bliver brugt til det, de er givet til, siger Özlem Cekic.

- Derfor mener jeg, vi skal sørge for, at pengene bliver flyttet længere væk fra afdelingerne og fra lægerne, tilføjer hun.

En løsning kan ifølge Özlem Cekic være, at pengene flyttes væk fra de pågældende afdelinger og til en centralenhed på hospitalerne, sådan at der skabes en naturlig afstand.

- Det vil betyde, at der per automatik vil være mere kontrol med de enkelte bilag, siger ordføreren og fortsætter:

- Derudover bør der også være helt klare retningslinjer for, hvad pengene må bruges til. I dag er der udgifter, som er forbundet med direkte forskning og indirekte forskning.

Udgifter til direkte forskning har eksempelvis at gøre med aflønning af læger eller køb af inventar til de forskningsprojekter, som virksomheder betaler for.

Modsat har indirekte forskning at gøre med indkøb af for eksempel møbler, siger Özlem Cekic og påpeger et problem i, at der i dag er uklarhed om, hvem der skal betale for den slags på de enkelte afdelinger.

- Så længe, der er en uklarhed i forhold til, hvem der betaler for den direkte og indirekte forskning, mener jeg, at der skal være klare retningslinjer for, hvem der betaler for hvad, siger ordføreren.

/ritzau/