SF: Dagpengeaftale tilgodeser alle parter

Noget kunne tyde på, at regeringen kan være parat til at imødekomme Enhedslisten i forhandlingerne om en dagpengeløsning.

I hvert fald når det kommer til Enhedslistens ønske om at holde a-kasse-kontingentet ude af finansieringen af aftalen.

- Vi diskuterer finansieringen, og det er klart, at der skal være enighed mellem de fire parter. Altså de tre regeringspartier og Enhedslisten, siger politisk ordfører, Jonas Dahl (SF).

- Jeg vil ikke gå ind i detaljer i forhold til de konkrete forhandlinger, vi har gang i. Men det er klart, at alle parter skal kunne se sig selv i den aftale, vi i sidste ende indgår, og det føler jeg mig også sikker på, at vi alle sammen kan, siger han.

Et af de ønsker, der er blevet formuleret klarest af Enhedslisten i forhold til dagpengeforhandlingerne, er at skrotte idéen om, at medlemmer af a-kasserne skal betale en stor del af den økonomiske ydelse til dem, der mister dagpengene.

Den nye ydelse, der skal hjælpe arbejdsløse, der står til at blive ramt af den forkortede dagpengeperiode, er på størrelse med kontanthjælp.

Med regeringens forslag vil a-kassekontingentet stige med gennemsnitligt 35 kroner om måneden de næste tre år.

Men Enhedslisten har trukket håndbremsen og i stedet foreslået at hente pengene fra den generelle aktiveringsindsats for arbejdsløse.

- Som jeg hører det, er Enhedslisten enig i, at vi skal finde en løsning, og det har vi fundet med det, vi har lagt frem. Så er der noget diskussion om finansieringen, og det drøfter vi nu med Enhedslisten, lyder det fra Jonas Dahl.

/ritzau/

 

Dagens Gossip