SF: Dagpengekommission må komme med noget andet

Skrevet af admin

12/08/2015

Dagens topnyheder

Når det nye dagpengesystem bliver skruet sammen, vil der være færre penge til landets dagpengemodtagere.

Det viser den lækkede konklusion fra dagpengekommissionen, skriver Politiken, som er kommet i besiddelse af den 120 sider lange rapport. Heri er der tre alternativer til de nuværende regler.

Ingen af de løsningsmodeller begejstrer SF-formand Pia Olsen Dyhr, som end ikke vil pege på, hvilken model der er den bedste, hvis hun skulle vælge en.

- Jeg kommer ikke til at gå ind i de løsningsmodeller. Det er beregningsmodeller, som er lagt frem.

- Jeg vil opfordre kommissionen til også at lave scenarier, der betyder, at man ikke sparer på dagpengesystemet, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

En af konklusionerne er at "forlænge dagpengeperioden fra to til tre år". Den indebærer, at ydelsen sænkes med mellem 6 og 15 procent, alt efter hvem og hvor mange af dagpengemodtagerne, reduktionen skal gælde.

Anden mulighed er at fortsætte med en toårig dagpengeperiode. Som noget nyt skal et halvt års beskæftigelse "udløse et tredje år med dagpenge på 80 procent sats", som det står beskrevet i rapporten.

Den tredje mulighed er, at man gør det muligt løbende at genoptjene og forbruge dagpenge, hvor der optjenes to måneders dagpengeret for hver måned i beskæftigelse.

Den kræver, at man reducerer ydelsen med fem procent, når den optjente dagpengeret er lavere end et år.

Overordnet betyder det altså færre penge, og det er ikke vejen frem, mener Pia Olsen Dyhr.

- Det er en rigtig dårlig idé med færre penge, for i forvejen er det ikke sådan, at man bliver kompenseret særlig meget, når man bliver arbejdsløs, hvis vi sammenligner med den løn, man får.

- Så at folk skal få færre penge vil være en katastrofe for rigtig mange familier, siger hun.

I valgkampen indgik SF og Dansk Folkeparti en alliance om at stå sammen om dagpengene.

Aftalen mellem Pia Olsen Dyhr og DF-formand Kristian Thulesen Dahl består af en halvering af genoptjeningsperioden eller noget, der er bedre, samt en tilførsel af flere penge til dagpengeområdet.

Pia Olsen Dyhr regner med, at DF kan presse den rigtige løsningsmodel igennem.

- Jeg forventer, at de store partier, især Venstre, lytter til Dansk Folkeparti, som er Venstre-regeringens støtteparti. Ellers vil det være meget dumt, siger hun.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, siger til Ritzau, at Venstre ikke vil udtale sig om den lækkede rapport. Partiet vil afvente den endelige rapport, som bliver fremlagt inden Folketingets åbning i oktober.

/ritzau/