SF: Der er diskutable og dårlige forslag i Koch-rapport

Skrevet af admin

25/01/2014

Mest læste i dag

Endnu inden regeringens ekspertudvalg, det såkaldte Carsten Koch-udvalg, har offentliggjort sin rapport om en reform af systemet for ledige, erklærer SF sig uenig i centrale anbefalinger. Det skriver Avisen.dk.

- Carsten Kochs udvalg kan man karakterisere på den måde, at der er en stribe gode forslag, så er der nogen diskutable forslag, og så er der nogen dårlige forslag, siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen til Avisen.dk.

Regeringens ministre og Carsten Koch selv vil ikke kommentere rapporten, før den officielt frigives i starten af februar. Men endnu før de politiske forhandlinger er skudt i gang, lægger SF afstand til ekspertudvalget.

Det vækker især skuffelse hos SF, at kun ledige med gode jobmuligheder får lov at vælge jobcentret fra til fordel for a-kassen.

- Vi mener, at a-kasserne skal meget på banen, for de kender medlemmerne, og de kender brancherne, uddannelsesmuligheder og arbejdsmuligheder, siger Eigil Andersen.

- Carsten Koch-rapporten rummer et skridt i den retning, men vi mener, at man kan gå længere endnu, tilføjer han.

Dermed lægger SF sig på linje med fagbevægelsen, som også er utilfredse over a-kassernes begrænsede indflydelse.

Socialdemokraterne ønsker ikke at gå i detaljer med reformen, før Carsten Koch officielt udgiver sin rapport.

- Fokus flyttes fra kontrol til ansvar, fra skræmmeeffekt til selvmotivation og fra vi tror det virker, til vi ved, det virker. Og det er vi enige i, siger arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen til Avisen.dk.

Regeringen har ikke lagt skjul på, at de går efter et bredt politisk forlig - hvilket tildeler Venstre en hovedrolle i de kommende forhandlinger.

Her er arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V) på forhånd godt tilfreds med anbefalingen om at aflive retten til seks ugers selvvalgt uddannelse for ledige.

/ritzau/