SF: Det skal kunne betale sig at arbejde

Det er uheldigt, at kontanthjælpssystem er indrettet, så mange taber penge ved at tage et lavtlønsjob.

Det fastslår SF's fungerende arbejdsmarkedsordfører Sanne Rubinke som reaktion på en ny undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Den viser, at knap tre af 10 kontanthjælpsmodtagere med børn mister penge ved at tage et job til mindstelønnen på 107 kroner i timen.

- Det er et problem, vi kender til. Som udgangspunkt skal det kunne betale sig at arbejde, og det er én af de ting, som vi skal forsøge at finde en løsning på ved forhandlingerne om en kontanthjælpsreform, siger hun til Newspaq.

Sanne Rubinke peger på, at regeringen allerede har taget initiativer, der gør det mere fordelagtigt at arbejde bl.a. ved at øge beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere.

- Det handler om at finde balancen. Der er ingen, der har interesse i at nedsætte kontanthjælps-ydelserne så meget, at det går ud over børnene, og man smadrer familierne, siger Sanne Rubinke.

Det samme mener arbejdsmarkedsordfører i Enhedslisten, Christian Juhl.

- Vi giver ikke kontanthjælp ud fra, at det skal være lavere end mindstelønnen. Vi sætter niveauet efter nogle sociale hensyn, således at en familie med børn kan overleve, siger han til Newspaq.

Han mener, at man må leve med, at det for en lille gruppe kontanthjælpsmodtagere ikke kan betale sig at arbejde.

- Hvis man vil skære i ydelserne, må man stille sig åbent frem og sige til befolkningen: Skidt med om børnene kan gå til børnefødselsdage eller få nyt tøj ligesom kammeraterne. Det her handler om højere principper nemlig om arbejdsmarkedets krav. Så har vi ikke længere en socialpolitik i Danmark. siger Christian Juhl.

Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs er derimod meget bekymret over de nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Det understreger behovet for at lave en grundlæggende reform af kontanthjælpen, så det bedre kan betale sig at arbejde, siger Ulla Tørnæs, der skoser regeringen for at have sløjfet kontanthjælpsloftet, starthjælp for udlændinge og 450 timers reglen.

Dagens Gossip