SF: Det vil klæde K at få styr på bycykel-pris

Investerer kommunen de 100 millioner kroner i de 255 cykler, der allerede er sat ud på vejene, og i yderligere 1.800 cykler over de næste otte år, giver det kommunen en årlig udgift på 6.000 kroner per cykel, lyder det fra Ayfer Baykal, efter at de Konservatives Rasmus Jarlov (K) har kritiseret, at teknikborgmesteren vil bruge 100 millioner kroner på, hvad han kalder »ekstremt dyre luksuscykler«.

»Det ville klæde Rasmus Jarlov at få styr på fakta, inden han melder så bombastisk ud. De konservative tror, at de nye bycykler koster kommunen 80.000 kroner stykket. Men kommunens tilskud er på 6.000 kroner per cykel om året,« siger Ayfer Baykal i en pressemeddelelse.

De Konservative mener imidlertid ikke, at en kommune har hjemmel til at udleje cykler og »dermed drive private udlejere ud af markedet«, hvorfor partiet nu indbringer kommunen for Indenrigsministeriet for konkurrenceforvridning.

Rasmus Jarlov erkender, at han ikke selv har set talmaterialet, og at tallet 80.000 kroner kommer fra »pressens omtale« af projektet. Dog holder han fast i, at 100 millioner kroner er alt for mange penge at bruge.

»Jeg synes, at 100 millioner kroner er et meget stort beløb. Det er også forkert, at kommunen driver den slags virksomhed i det hele taget, fordi det går ud over de private cykeludlejere, som får smadret deres forretning. Det er ikke meningen, at kommunen skal drive ting, der har karakter af virksomhed, og som udkonkurrerer private erhvervsdrivende,« siger han.

Ser man på kommunens tilskud per bruger af cyklen, svarer det dog til den støtte, kommunen giver per buspassager, forklarer Ayfer Baykal:

»Økonomisk set er der altså ingen forskel på, om vi støtter buspassagererne eller de kommende brugere af pendlercyklerne, siger hun.

»De konservative ser det som deres fornemmeste opgave at stikke en kæp i hjulet, hver gang jeg prøver at skabe gode alternativer til bilen i København. Den diskussion tager jeg gerne. Men det bør være på et oplyst grundlag og med styr på fakta,« siger Ayfer Baykal.

Dagens Gossip