SF: En hurtigere dagpengekommission løser ikke alt

Skrevet af admin

20/09/2014

Dagens topnyheder

Det er godt nyt, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har valgt at fremrykke dagpengekommissionens arbejde, så den nu skal komme med sine anbefalinger allerede i september næste år.

Men det hjælper stadig ikke de personer, som står uden forsørgelse på nuværende tidspunkt, fordi de har mistet retten til dagpenge på grund af den omdiskuterede reform, siger SF's formand Pia Olsen Dyhr.

De skal hjælpes nu, slår hun fast.

- Det er fint at fremrykke kommissionens arbejde, så vi kan komme hurtigere i gang med at gøre dagpengesystemet bedre.

- Men det hjælper stadig ikke dem, der er kommet i klemme, og dem skal der gøres mere for, siger SF-formanden.

I alt har flere end 40.000 mistet retten til dagpenge, efter at dagpengereformen er trådt i kraft. Regeringen har dog lavet en række tiltag, som har afbødet virkningerne for mange.

Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering står cirka 4700 af dem, der har mistet dagpengeretten uden hverken job, SU, kontanthjælp eller anden forsørgelse.

SF fastholder sit krav til de kommende finanslovforhandlinger om at sætte genoptjeningsperioden ned til 26 uger.

Derudover ser partiet gerne, at den midlertidige arbejdsmarkedsydelse bliver forlænget.

I det hele taget ser Pia Olsen Dyhr frem til at skulle diskutere et helt nyt dagpengesystem, når den tid kommer.

- Vi er villig til at bruge flere penge på systemet, så det kan blive endnu bedre. Der er virkelig behov for et nyt system, siger hun.

Den omdiskuterede reform blev i sin tid stemt igennem af den daværende VK-regering med stemmer fra Dansk Folkeparti og De Radikale.

/ritzau/