SF-flugt kan tippe magtbalancen på Christiansborg

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Magtbalancen tipper, og der åbnes for en politisk stoleleg mellem fire partier i Folketinget, hvis endnu en SF'er forlader det vingeskudte parti.

Den politiske prestige mellem partierne på Christiansborg afgøres nemlig af, hvor store partierne er.

Eksempelvis får Folketingets største parti lov til at tale først i folketingssalen, mens fire af de fem pladser i Folketingets Præsidium, der er parlamentets øverste ledelse, bliver besat efter, hvor mange mandater partierne har.

Med Astrid Krags og Ole Sohns skifte fra SF til Socialdemokraterne har statsminister Helle Thorning-Schmidts parti nu 47 mandater og er dermed lige så stort som Venstre.

Og med Ida Aukens skifte til De Radikale er SF lige så stort som Enhedslisten med 12 mandater mod de 16, folkesocialisterne opnåede ved valget. Sidste år forlod allerede Jesper Petersen SF's folketingsgruppe til fordel for Socialdemokraternes.

Skifter endnu en SF'er til Socialdemokraterne, er Helle Thorning-Schmidts parti det største på Tinge, mens SF med 11 mandater bliver mindre end Enhedslisten.

Ifølge en uskreven folketingsregel, kaldet Inerti-reglen, kan Socialdemokraterne dermed gøre krav på at få lov til at tale først i folketingssalen, oplyser Folketingets Oplysning.

I dag er S og V lige store, men Venstre har fortsat taleretten, da partiet fik flest mandater ved det seneste folketingsvalg i 2011.

På nuværende tidspunkt har SF og Enhedslisten samme mandattal, og dermed skal partierne trække lod, når medlemmerne af Folketingets Præsidium til oktober vælges for en et-årig periode.

Men med endnu et skifte væk fra SF bliver Enhedslisten større og kan dermed gøre krav på SF's plads i præsidiet, der udgøres af en formand og et medlem fra hver af de fire største partier.

Efter et folketingsvalg kappes partierne desuden indbyrdes om gruppeværelserne, hvor partierne hører til. De mest prestigefyldte findes på den "røde gang" på Christiansborgs anden sal, hvor indgangen til Statsministeriet også er lokaliseret.

Det er normal praksis, at fordelingen af gruppeværelser går ef­ter partiernes størrelse, men der findes ingen nedskrevne regler omkring det.

Efter valget i 2007 nægtede De Konservative at flytte gruppeværelse, efter at SF var blevet større og havde pladsproblemer.

Sagen endte dog med, at De Konservative måtte rømme pladsen for SF.

/ritzau/