SF-formand vil have undersøgelse af Grimhøj-moské

Skrevet af admin

07/01/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke gået ubemærket hen, at formanden for den i forvejen kontroversielle moské på Grimhøjvej i Aarhus tirsdag aften udtrykte støtte til den voldelige jihadistgruppe Islamisk Stat (IS) i en dokumentarudsendelse på DR.

SF-formand Pia Olsen Dyhr vil have justitsminister Mette Frederiksen (S) til at undersøge, om moskéen overholder den eksisterende lovgivning.

- Jeg vil bede justitsministeren om at lave en redegørelse, for vi kan ikke bare forbyde moskéen, ligesom vi heller ikke kan forbyde rockerne eller hizb ut-tahrir, siger hun til Ritzau og uddyber:

- Det skal undersøges, om de har lavet noget kriminelt, enten ved at opfordre til terrorisme eller bidrage til det økonomisk.

Partilederen føler sig krænket over moskéformandens udtalelser, men understreger, at han ligesom alle andre i Danmark har ytringsfrihed.

- Når han forherliger Islamisk Stat, så forherliger han også det, de gør, nemlig at slå danske statsborgere ihjel. Og det krænker mig, siger Pia Olsen Dyhr, som tilføjer:

- Jeg bliver harm og vred, og jeg vil gerne sende ytringsfriheden tilbage i hovedet på ham og sige, at det her er ikke i orden. Men samtidig vil jeg beskytte hans ret til at ytre sig, om end det er sindssygt, det han siger.

Spørgsmål: Hvis den undersøgelse, du efterspørger, viser, at der ikke foregår noget ulovligt i moskéen, skal man så se på lovgivningen?

- Jeg vil gerne have, at justitsministeren vurderer, om der er andet, vi kan gøre. Men det skal være på de betingelser, som grundloven hviler på.

Spørgsmål: Grundloven giver ytringsfrihed under ansvar for domstolene. Man kan vel forbyde forherligelse af terrorisme, ligesom man har forbudt opfordringer til terrorisme?

- Jeg tror, at loven allerede dækker det her spørgsmål. Jeg synes, man er tæt på at opfordre til terrorisme, og det må politiet kigge på, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/