SF-formand vil lægge pres på regeringen i røde mærkesager

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

SF forsøger at finde sine ben igen efter to et halvt år i regering. Partiet finder mærkesager frem og vil nu have ændret dagpengereformen - en reform, som SF ellers forsvarede, da de sad i regering.

- Vi har kæmpet kampen internt i regeringen - og vi har jo også løbende fået regeringen til at flytte sig i dagpengespørgsmålet. Nu er vi ikke længere en del af regeringen, og så vil vi lægge presset udenfor regeringen, siger SF's formand Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

Hun understreger, at det ikke er en ny mærkesag for SF, at dagpengereformen bør ændres. Helt konkret går SF efter at få sat genoptjeningsperioden ned til et halvt år. Samtidig skal arbejdsmarkedsydelsen gøres permanent.

- Sidste år på vores landsmøde var dagpenge en meget varm kartoffel, noget vi virkelig lagde op til, at vi ville ændre på, siger SF-formanden.

- Og sidste år gjorde regeringen det blandt andet i samarbejde med Enhedslisten, hvor arbejdsmarkedsydelsen blev forlænget. Det skete, fordi vi hele tiden har lagt internt pres på regeringen, siger Pia Olsen Dyhr.

Halveres genoptjeningsperioden kan det betale sig at tage eksempelvis et barselsvikariat på syv måneder for en arbejdsløs:

- Vi ved, at mange af de mennesker, der får tilbudt et midlertidigt arbejde, står i en usikker situation: tør de tage det job og så efterfølgende stå uden nogen form for indtægt, fordi det tæller fra i dagpengeperioden, siger SF-formanden.

- Det skal være muligt for alle at tage de job, der er - og stadigvæk føle sig økonomisk sikre. Vi ved, at en halvering vil betyde, at 2000 færre vil falde ud af dagpengesystemet, siger hun.

Pia Olsen Dyhr understreger, at SF står ved de kompromisser, de har indgået, mens de sad med i regeringen.

- Vi har ikke altid fået hele vores politik i gennem. Det, tror jeg ikke, er nogen overraskelse - for nogen som helst. Når man kun har 16 mandater, så bestemmer man ikke landets politik alene, siger SF-formanden.

Udspillet fra SF kommer et par dage før partiets landsmøde i weekenden i Kolding. Det er Pia Olsen Dyhr første landsmøde som formand for partiet.

/ritzau/