SF fortryder rød og blå besparelse i Skat

Skrevet af admin

26/08/2015

Mest læste i dag

Skat har skåret så mange ansatte, at der kan svindles med aktieudbytte for 6,2 milliarder kroner, som Skat har anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - Bagmandspolitiet. Skat kan ikke kontrollere skattesvindel.

Det siger SFs skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen.

- Skatteministeren Karsten Lauritzen (V) vil iværksætte en undersøgelse af, hvordan det kunne ske. Vi kommer nok heller ikke udenom, at der skal flere ressourcer til Skat. Der er simpelt hen skåret for meget ind til benet, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Hun påpeger, at Skats kontrol er for dårlig ifølge ministeren og Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen.

- Når der er tale om så store beløb og så mange udbetalinger, uden at det åbenbart har rejst et rødt flag hos Skat, som skulle få en henvendelse fra en udenlandsk myndighed, så er der ikke ressourcer nok til denne type kontrol, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Spørgsmål: - Så du fortryder, at den røde regering skar ned i Skat?

- Ja. Beslutningen blev taget inden 2011, men er gennemført under den røde regering. Det var en fejl. Det er ikke første gang, at vi er ude at sige det. Det har vi et medansvar for, men der er også et bredt ansvar i Folketinget, mener hun.

Når danske selskaber betaler udbytte, tilbageholdes 27 procent i skat. Udenlandske aktionærer fra EU-lande eller aktionærer fra lande med aftaler om dobbeltbeskatning kan få refunderet hele eller dele af udbytteskatten.

Spørgsmål: - Kan vi have tillid til Skat efter statsrevisorernes kritik af talrige fejl i ejendomsvurdering og denne skattesag?

- Det sejler ikke i Skat, men der har været mange sager, også for mange for folkets tillid til Skat. Der er skåret for hårdt ind til benet, siger Lisbeth Bech Poulsen.

/ritzau/