SF kalder Konservative »useriøse«

Det mener SFs folkeskoleordfører, Pernille Vigsø Bagge (SF), efter at Lars Barfoed torsdag eftermiddag forlod forhandlingerne i Børne- og Undervisningsministeriet. Ifølge partiformanden selv var partiet dog blevet »smidt ud«.

»Det er dybt uansvarligt, at de Konservative blokerer for det vigtigste løft af den danske folkeskole i en generation under to minutter i ringetid,« siger Pernille Vigsø Bagge i en kommentar.

»Men i løbet af forhandlingerne er det blevet tydeligt, at de har været meget optaget af at promovere sig selv. Det viser ikke bare forløbet, men også Barfoeds tomme retorik, hvor han har råbt op om »socialistiske eksperimenter« om ting, der også var på tapetet under hans egen tidligere regering. Mere useriøst bliver det vel ikke,« siger hun.

Konservative er slet ikke interesseret i at indgå en aftale om folkeskolen, og partiet har på nogle punkter helt misforstået regeringens udspil, lyder det fra SF-ordføreren.

»Regeringen har givet indrømmelser undervejs, men det er jo ikke muligt at nå til en forståelse med et parti, der spekulerer mest i, hvor meget TV-tid de kan få. Jeg kan blive helt i tvivl om, hvor meget af reformen de Konservative egentligt har forstået. Men det konservative benspænd for lektiehjælp i folkeskolen taler sit eget tydelige sprog om, at de ikke deler interessen for folkeskolens svage elever og for at få løst problemet med, at alt for mange ikke får en ungdomsuddannelse,« siger Pernille Vigsø Bagge.

Dagens Gossip