SF kalder Løkkes kritik af Søvndal for »oprørt hav i en tekop«

Det mener SFs udenrigsordfører, Steen Gade (SF).

»Jeg synes, det er et oprørt hav i en tekop. Jeg mener faktisk ikke, det er noget i det. Efter min orientering er det hele gået efter bogen. Den israelske ambassade er orienteret på samme tidspunkt som den palæstinensiske repræsentation,« siger han.

I Politiken langer blandt andre Lars Løkke Rasmussen og den tidligere konservative udenrigsminister Per Stig Møller (K) ud efter Søvndal.

Lars Løkke Rasmussen kalder det »upassende«, at Søvndal angiveligt har afvist at mødes med den israelske ambassadør, Arthur Avnon, for at diskutere Danmarks beslutning om at give den palæstinensiske mission i København ambassadelignende vilkår.

»I det omfang, regeringen mener alvorligt, at den ønsker en balanceret Palæstina-Israel-linje, så er det en diplomatisk fejl,« siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

Ifølge Udenrigsministeriet blev israelske og palæstinensiske diplomater orienteret om beslutningen fredag.

Steen Gade understreger, at der ofte er kontakt mellem ministeriet og Israels ambassade, og han mener ikke, man kan klandre Søvndal for ikke at have holdt et personligt møde med Arthur Avnon, da der ikke er uendeligt med tid i ministerens kalender.

»Alle ambassadører er helt vilde med at skrive i deres indberetninger, at de også har haft møde med ministeren. Der er lidt rigeligt mange ambassadører, der gerne vil til møde med udenrigsministeren, hvis de alle sammen vil have et par timer. Det blander jeg mig ikke i. Men det her er kørt helt efter bogen,« siger Steen Gade.

Dansk Folkeparti har kaldt Søvndal i samråd i forbindelse med Danmarks beslutning om at palæstinensiske repræsentanter skal ophøjes til at have diplomatstatus.

Dagens Gossip