SF kalder Pinds voldtægtsudspil for politisk nybrud

Skrevet af admin

27/01/2016

Mest læste i dag

Fra begge sider af det politiske landskab er der ros til justitsminister Søren Pind (V), som har fremlagt nyt udspil på voldtægtsområdet.

Der er blandt andet fokus på måden, som politiet håndterer og modtager voldtægtsofre på, og det er rigtig godt, mener Pernille Skipper, Enhedslistens retsordfører.

- De vigtigste forslag er dem, som tager hånd om de kulturproblemer, der er, i dele af politiet og samfundet generelt.

- Det vil sige politiets indsats og håndtering af sagerne, at man får bistandsadvokater til ofrene, så de har en ordentlig støtte, men også at der kommer kampagner, så man er mere vedholdende i forhold til at få flere anmeldelser end i dag, siger hun til Ritzau.

Ofrene bliver i dag mødt på den forkerte måde, mener Skipper.

- Man bliver spurgt ind til beklædning og beruselse, og man bliver afhørt ved skranken foran alle mulige andre, og der er ikke tilbud om en bistandsadvokat.

- Mange af de forslag, som justitsministeren er kommet med, går ind og fokuserer lige præcis på nogle af de områder, hvor vi kan gøre noget ved politiets indsats.

- Det er den største forbedring, siger Skipper, som til gengæld ønsker et større fokus på den forebyggende indsats i form af for eksempel bedre seksualundervisning.

Ifølge DF's retsordfører, Peter Kofod Poulsen, er der mange gode tiltag fra Pind. Specielt om at få bistandsadvokaternes rolle styrket. Men der er også forbedringsmuligheder.

- Vi savner, at der bliver kigget på 72-timers-reglen. Altså at man skal anmelde en voldtægt inden for tre døgn, hvis man skal have erstatning.

- Når man udsættes for en så grov forbrydelse som voldtægt, kan man være dybt chokeret, og det kan påvirke en til ikke at få det anmeldt med det samme.

- Det er noget, vi kommer til at tale med ministeren om. Det er en prioritet for os at få den regel sløjfet, siger Kofod Poulsen til Ritzau.

Retsordfører for SF Lisbeth Bech Poulsen vil også diskutere 72-timers-reglen, men roser ellers udspillet.

- Jeg synes, ministeren har taget det meget seriøst, inddraget organisationerne og virkelig også sender et politisk signal om, at det her område har været forsømt, siger hun til Ritzau.

Liberal Alliance ser fine perspektiver i udspillet.

- Man vil undersøge, hvem der begår voldtægter og hvorfor. På den måde kan vi målrette indsatsen langt bedre, siger LA's retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll i en skriftlig kommentar.

/ritzau/