SF kræver flere penge til Skat for at rette op på problemer

Skrevet af admin

02/11/2015

Dagens topnyheder

Skats problemer er så massive, at det kræver flere penge, hvis der skal rettes op på systemet, lyder det fra SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, mandag.

Det siger hun, efter det er kommet frem, at en systemfejl i Skats nu lukkede it-system EFI har gjort, at et ukendt antal danskere har fået op- eller nedskrevet deres gæld til det offentlige.

SF vil nu kræve, at der bliver afsat ekstra midler til Skat i finanslovsforhandlingerne.

- Det er en investering - vi får en bedre inddrivelse jo flere og dygtigere folk, der er ansat. Men vi kan ikke rette op på problemer ved at ansætte et par hundrede, når det er flere tusinde, der er fyret de sidste 10 år.

- Regeringen og Socialdemokraterne må forstå, at der skal en reel indsats til for at få Skat på ret køl, siger Lisbeth Bech Poulsen i en skriftlig kommentar.

Det er Berlingske, som mandag skriver om de nye fejl i det omstridte inddrivelsessystem, der blev lukket i begyndelsen af september. Systemet var behæftet med alvorlige fejl og var blandt andet også skyld i, at forældet gæld blev inddrevet.

Avisen bringer et eksempel med en kvinde, der pludselig opdagede, at hendes gæld til det offentlige var steget med 625.000 kroner uden nogen forklaring. Hun klagede og fik medhold i, at der var sket en fejl.

Skatteordfører Brian Mikkelsen (K) har også kritiseret Skat. Han kalder det for "et gigantisk problem".

- Det skaber retssikkerhedsmæssigt store problemer. Men det skaber også en mistillid til Skat, som er helt uholdbar, siger han.

Skat opdagede fejlen i april 2014. To måneder senere blev fejlen udbedret ifølge Berlingske. Skat undersøger stadig, hvordan det kunne ske, og hvor mange borgere det gik ud over.

/ritzau/