SF: Lille satspulje går ud over nytænkningen

Det understreger SFs socialordfører, Anne Baastrup (SF).

»De store initiativer bliver vanskeligere at få finansieret, og derfor skal vi have blikket stift rettet mod, hvordan vi får forbedret forholdene for udsatte, på trods af at der i satspuljen ikke længere er så mange penge,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Meldingen kommer, efter både finansministeren og socialministeren har konstateret, at der formentlig ikke bliver tilført flere midler til satspuljen i 2014, 2015 og 2016, da genopretningen af den danske økonomi ikke tillader det.

Rådet for Socialt Udsatte kalder den manglende tilførsel for en bombe under indsatsen for de socialt udsatte.

Men kommunerne skal nok sørge for at holde hånden under de trængende, understreger Anne Baastrup.

»Vi ved, at lovgivningen er i orden, og at kommunerne har en forpligtelse til at sørge for, at der er forskellige initiativer, der forbedrer forholdene for de hjemløse, og at der er ordentlige forhold i psykiatrien. Men satspuljen kan sætte nye initiativer i gang, og det savner vi,« siger hun.

Pengene til satspuljen tages fra den automatiske regulering af overførselsindkomsterne, der derfor stiger 0,3 procent mindre end den gennemsnitlige lønudvikling på arbejdsmarkedet.

Dagens Gossip