SF: Løkkes flyrejser skal diskuteres

Sagen om Lars Løkkes luksuriøse flyrejser som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute (GGGI) skal debatteres yderligere.

Det mener politisk ordfører for SF, Jonas Dahl, der vil drøfte med udviklingsminister Christian Friis Bach (R), hvorfor Lars Løkke brugte over 777.000 bistandskroner på flybilletter på sine 15 rejser for GGGI.

- Jeg vil tage sagen op med udviklingsministeren. Vi kan ikke have, at danske bistandskroner bruges på luksusrejser, siger han.

Lørdag kom det frem, at Løkke har rejst rundt på første klasse, der blandt andet byder på kaviar og dyr champagne. Rejserne er foretaget i Venstre-lederens egenskab af formand for klimafonden.

Debatten fik flere oplysninger torsdag, da både TV2 og Ekstra Bladet har søgt aktindsigt i en redegørelse fra GGGI til udviklingsministeren, som omhandlede Lars Løkke Rasmussens rejseaktivitet.

Aktindsigten afslørede, at en returbillet i gennemsnit har kostet 52.000 kroner, hver gang Løkke er steget ind i et fly for GGGI.

Hovedpersonen slår dog fast, at han - i hvert fald på papiret - ikke har gjort noget forkert, idet han har fulgt retningslinjerne, der i øvrigt er ændret nu, så han fremover flyver på businessclass. Men:

- En ting er at følge retningslinjerne, men en anden ting er, at man som politiker er ansvarlig for, at skattekonerne bliver brugt hensigtsmæssigt.

- Det er danske bistandskroner, der er skudt ind i projektet, og derfor har Lars Løkke selvfølgelig også et ansvar for at sikre, at pengene bliver brugt ordentligt. Det, synes jeg, slet ikke, at han har levet op til, siger Jonas Dahl.

Ifølge TV2 vil Christian Friis Bach umiddelbart ikke foretage sig yderligere i sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip