SF-medlem undrer sig over valg af KL-formand

Skrevet af admin

03/12/2013

Mest læste i dag

Jane Findahl, der er medlem af KL for SF, hæver øjenbrynene over, at De Radikale som tungen på vægtskålen valgte at gøre en venstremand til formand for Kommunernes Landsforening (KL).

- Jeg synes da, at det er besynderligt, at man foretrækker en venstremand, når man sidder i regering med SF og Socialdemokraterne, siger hun i en meddelelse til Ritzau.

I stedet for at pege på den socialdemokratiske Erik Nielsen valgte De Radikale at pege på Kalundborgs borgmester fra Venstre, Martin Damm, som dermed kan overtage formandsstolen efter Erik Nielsen.

- Jeg kan da også undre mig stilfærdigt over, at man ikke har ønsket at afsøge mulighederne for et samarbejde i rød blok yderligere og på den måde honorere de gode resultater, som vi har skabt sammen i den foregående periode, siger Jane Findahl, der er byrådsmedlem i Fredericia.

Hun har været med til at forhandle på SF’s vegne.

Det, Findahl undrer sig mest over, er, at begrundelsen for valget er, at Martin Damm vil modernisere og udvikle den offentlige sektor.

Hun fortæller, at er der noget, som centrum-venstre har stået for i KL, så er det netop det.

- Derfor klinger det altså lidt hult, siger hun.

Det var De Radikales borgmester Anna Mee Allerslev fra København, som pegede på Venstres Martin Damm.

De Radikales leder, Margrethe Vestager, har ingen kommentarer til valget.

Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten havde tilsammen otte mandater i KL's nye bestyrelse, og det samme havde Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Derfor stod De Radikale som tungen på vægtskålen, da der skulle vælges ny KL-formand.

/ritzau/