SF-ministre er vendt på en tallerken om Syrien

Så sent som i forbindelse med formandsvalget i oktober 2012 slog Annette Vilhelmsen fast, at hun ikke var klar til at sende danske soldater i krig uden mandat fra FNs Sikkerhedsråd.

Nu siger partiformanden til Information, at hun ser anderledes på spørgsmålet:

»Der er ingen tvivl om, at jeg har fået en mere nuanceret opfattelse af muligheden for militær intervention i tilfælde af overgreb på civilbefolkningen. Jeg mener nu som før, at FN-sporet skal forfølges til det yderste. Men i dag mener jeg desuden, at der kan være ekstraordinære og fastlåste situationer, hvor et militært indgreb uden FN mandat er sidste udvej for at beskytte civilbefolkningen,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Vilhelmsen til avisen.

Også SFs tidligere formand Villy Søvndal (SF), der nu er udenrigsminister, har ændret holdning, skriver Ekstra Bladet. Han kaldte i 2003 Irak-krigen for en »ulovlig angrebskrig«, ligesom han i 2005 i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten slog fast, at »det er FN og kun FN, som skal legitimere og føre krig«.

I 2012 vedtog SF så et principprogram, hvori det hedder, at SF »som yderste konsekvens i nogle situationer«, støtter, at det internationale samfund, forankret i FN, »bruger militære midler for at beskytte civilbefolkninger mod overgreb«. Dermed forkastede landsmødedeltagerne et ændringsforslag som ville have tilføjet, at »militære operationer skal altid ske med et klart FN-mandat«.

I modsætning til flere andre danske politikere, herunder også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), erklærede Norges statsminister, Jens Stoltenberg, onsdag, at norsk krigsdeltagelse i Syrien ikke kan komme på tale uden et mandat fra FN.

Desuden ændrede også Storbritannien kurs onsdag, hvor meldingen lød, at FNs Sikkerhedsråd skal have tid til at vurdere beviser fra FNs våbeninspektører i Syrien, der undersøger påstande om kemisk krigsførelse, før der kan træffes beslutning om eventuel britisk opbakning til en militæraktion i mod det syriske regime. Det skete efter massivt pres fra oppositionen på den britiske premierminister, David Cameron, der dog samme aften i en telefonsamtale med Tysklands kansler, Angela Merkel, erklærede sig enig i, at præsident Bashar al-Assad skal straffes for at have brugt giftgas mod civile syrere.

Villy Søvndal oplyste onsdag, at Danmark fortsat ikke har fået nogen anmodning om at deltage i et eventuelt angreb på Syrien, der i disse dage er omdrejningspunkt for hele det internationale samfunds bevågenhed. Flere kilder, herunder Socialdemokraternes Mette Gjerskov (S), der er formand for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, og De Konservatives udenrigsordfører, Lene Espersen (K), afviser over for Berlingske, at dansk krigsdeltagelse vil komme på tale.

Dagens Gossip