SF og EL gør fælles front mod regeringen: Hjælp Kobani

Skrevet af admin

08/10/2014

Mest læste i dag

De hårdt trængte kurdere i den syriske grænseby Kobani skal have hjælp til at bekæmpe Islamisk Stat, som prøver at erobre byen ved grænsen til Tyrkiet.

Sådan lyder det fra SF og Enhedslisten, som nu går sammen for at øge presset på SR-regeringen og i særdeleshed udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Danmark har allerede sendt syv kampfly af sted for at bekæmpe Islamisk Stat (IS) i Irak og stillet et Hercules-transportfly til rådighed for våbentransport til blandt andet kurderne, som kæmper mod Islamisk Stat.

Men SF og Enhedslisten mener, at regeringen nu bør tage kontakt til Tyrkiet for at presse det store muslimske Nato-land til handling.

- Situationen i Kobani er lige nu katastrofal. Hvis ikke de kurdiske styrker får våben og ammunition, risikerer vi en massakre af den civile befolkning, siger Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen.

Han kalder det "pinligt", at udenrigsministeren "intet har foretaget sig, mens IS i tre uger har stormet Kobani". Den skarpe udmelding kommer før et hastesamråd med udenrigsministeren torsdag morgen i Forsvarsudvalget.

Lidegaards forgænger som udenrigsminister, Holger K. Nielsen (SF), kalder det uholdbart, at Tyrkiet efter hans opfattelse forholder sig passivt til situationen i Kobani. Derfor bør den danske regering lægge pres på regeringen i Ankara:

- Det bliver også et problem for Tyrkiet selv, hvis der kommer et kalifat lige op til den tyrkiske grænse. Og det bliver tilfældet, hvis Kobani falder.

- Med den solidaritet, der bør være mellem Nato-landene, bør Tyrkiet også tage sin del af ansvaret for, at Isil (som IS også kaldes, red.) bliver stoppet, siger Holger K. Nielsen.

Han vil ikke lægge sig fast på, hvad Tyrkiets ansvar indebærer:

- Det kan godt være, at det vil være nødvendigt, at Tyrkiet intervenerer militært. Det, synes jeg, er svært at sige lige nu. Men en anden ting, de kan gøre, er sørge for, at der kan komme våben ind til kurderne i Kobani. Så det er ikke sikkert, Tyrkiet selv skal gribe ind militært.

SF'eren mener, at udenrigsminister Martin Lidegaard på samrådet bør tilkendegive, at regeringen nu aktivt vil lægge pres på Tyrkiet og undersøge, om der kan transporteres våben til kurderne.

Spørgsmål: Skal Danmark selv sende våben til Kobani?

- Den mulighed synes jeg bestemt, at vi skal overveje.

Spørgsmål: Er du ikke bange for, at de våben vil kunne falde i Islamisk Stats hænder?

- Jo, det er det, som kan blive problemet. Det er derfor, vi er nødt til at diskutere det grundigt, så det ikke sker, siger Holger K. Nielsen.

/ritzau/