SF og EL om finanslovforhandlinger: Regeringen flytter sig

Skrevet af admin

09/11/2014

Dagens topnyheder

Regeringen har flyttet sig i finanslovforhandlingerne, og derfor er det optimistiske repræsentanter fra SF og Enhedslisten, som søndag aften er mødt op i Finansministeriet til et nyt tovtrækkeri med ministeren.

- Vi forhandler, og det gør vi fordi, vi bevæger os mod hinanden, og jeg føler regeringen flytter sig, erklærer SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

- Vores ambition er, at vi skal have en rød finanslov i år og ikke en blå, for så vil det se meget værre ud.

- Det skræmmescenario ligger også i baghovedet, påpeger hun.

Hun medgiver dog, at der fortsat er store uenigheder på dagpengeområdet

- SF er meget optaget af, at der skal ske noget for de mennesker, der er faldet ud af dagpengesystemet, og det er vi stadigvæk. Det er en del af vores hjerteblod, og det skal man ikke være i tvivl om, erklærer Olsen Dyhr.

Spørgsmål: Men har regeringen flyttet sig på det område?

- Nej, men vi forhandler. Og det gør vi, fordi vi er optaget af at finde løsninger for de mennesker, der er faldet ud.

Dagpengespørgsmålet er også centralt for Enhedslisten, som også deltager i søndagens forhandlingsmøde.

- Der er store uenigheder mellem regeringen og Enhedslisten, og det gør det svært, konstaterer politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, som dog tilføjer:

- Omvendt er der også steder, hvor vi synes, det går den rigtige vej inde i forhandlingslokalerne, og vi kommer jo igen og igen.

Spørgsmål: På hvilke områder oplever du, at regeringen bevæger sig?

- Det vil jeg lade blive i forhandlingsområdet.

Spørgsmål: Forventer du, at I kan nå i mål med delaftaler i aften?

- Jeg håber, at det går fremad, det gør jeg altid, når jeg går til forhandling, erklærer hun.

/ritzau/