SF og kristeligt parti kommer til åbning af omstridt moské

Skrevet af admin

19/06/2014

Dagens topnyheder

Statsministeren, Københavns biskop, repræsentanter for kongehuset og lederne af Folketingets partier er blot nogle af dem, som har meldt afbud til åbningen af Danmarks første stormoské.

Men det er ikke alle, som bliver væk. SF's ligestillingsordfører, Özlem Cekic, glæder sig derimod til åbningen af den nye moské.

- Det er en festlig begivenhed, at der for første gang i alle de år muslimer har boet i Danmark, pludselig er en rigtig moské, der også ligner en moské.

- Der er frihed til at være forskellig, og derfor er der også plads til, at man kan have en moské i København. Og det vil jeg gerne være med til at fejre, siger hun til Ritzau.

Det er Dansk Islamisk Råd, der torsdag åbner Danmarks første "rigtige" moské med minaret og kuppel. Moskéen har været undervejs i flere år og har allerede skabt stor debat, fordi emiren af Qatar har finansieret projektet med 150 millioner kroner.

Men det afviser landsformanden for Kristendemokraterne, Stig Grenov, som en grund til ikke at deltage.

- Man kan ikke stoppe pengestrømme. Det er som vand. Men vi kan gå ind og bruge det her som det bedste argument overhovedet over for Qatar. De kristne borgere i Qatar skal beskyttes på samme måde som muslimer bliver beskyttet i Danmark, siger han.

- Jeg er i hvert fald stensikker på, at vi ikke opnår noget ved at blive væk - sådan som de andre politiske partier, siger landsformanden, som håber på at starte en dialog om kristnes rettigheder i Mellemøsten med sin deltagelse.

Özlem Cekic siger, at hun havde håbet på, at finansieringen kunne findes i Danmark i stedet for igennem Qatar. Men hun har ikke tænkt sig at lade det stå i vejen for at deltage i åbningen.

- Jeg har også været i operaen, hvor det er Mærsk, der står bag – det gør mig heller ikke til Mærsk-tilhænger. Og sådan har jeg det også med den, der har doneret penge til den her moské, at jeg hverken deler deres styreform eller kvindesyn.

Ligestillingsordføreren påpeger, at hun godt forstår, hvorfor folk melder afbud.

- Jeg kan godt forstå, hvorfor folk ikke deltager med de reaktioner, jeg har fået - hvor man hurtigt bliver sat i bås med mærkværdige holdninger.

/ritzau/