SF og V: Minister har kludret i det

Skrevet af admin

04/11/2014

Dagens topnyheder

Der er politiske tæsk til uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), efter at hun tirsdag mødtes med universiteterne for at blive enige om, hvordan uddannelserne skal beskæres, så det passer med mængden af jobmuligheder.

- Hvis ministeren skulle udsættes for dimensionering i forhold til sit arbejde med universiteterne, så er jeg bange for, at hun var blevet dimensioneret ud, siger Venstre uddannelsesordfører, Esben Lunde Larsen.

Også på venstre side af regeringen er kritikken hård.

- Det har været ualmindeligt kluntet. Hun har jo klumret i det. Det er en disrespekt overfor universiteternes og uddannelsesinstitutionernes egen varetagelse af deres området, siger Annette Vilhelmsen, der er SF's uddannelsesordfører.

For Annette Vilhelmsen ændrer tirsdagens møde mellem universiteterne og ministeren ikke ved hendes bekymringer.

- For mig at se vil de universiteter, der har nogle regionale forhold, stadig være under pres. Og jeg kan ikke se, hvor ministeren her tager skridt til at invitere erhvervslivet til løse denne opgave, siger hun.

- Det her vil stadig betyde en reduktion i forskningsmiljøerne til stor usikkerhed for forskningsområdet.

Hos Venstre mener man, at ministeren i højere grad kigger på tal end på kvalitet.

- Ministeren har selv nedsat et kvalitetsudvalg, som hun ikke har ladet komme med deres anbefalinger. Det har vi kritiseret hele vejen igennem, fordi vi synes, det giver enorm god mening at diskutere kvaliteten af uddannelserne, siger Esben Lunde Larsen.

- Vi synes, det er en god idé at finde parametrene for kvalitet i uddannelserne, før man beslutter sig for, hvad der skal dimensioneres op eller ned, mener han.

Hos Dansk Industri er man modsat på Christiansborg godt tilfreds med ministerens møde med universiteterne.

- Vi ser frem til, at universiteterne nu udmønter den nye aftale i praksis, således, at der fremover bliver et bedre match mellem de videregående uddannelser og behovene på arbejdsmarkedet, siger underdirektør i DI Charlotte Rønhof i en mail til Ritzau.

/ritzau/