SF om børnecheck-advarsler: Dybt kritisabelt

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

VK-regeringen blev i 2010 advaret flere gange imod lovforslaget om at indføre det såkaldte optjeningsprincip for børnechecken for udenlandske EU-borgere. Det er stik imod, hvad ledende politikere fra både Venstre og de Konservative har sagt, skriver Berlingske.

Lisbeth Bech Poulsen, SF's EU-ordfører, kritiserer, at VK-regeringen har valgt at overhøre advarslerne.

- Det er dybt kritisabelt, hvis VK-regeringen har handlet mod bedre vidende og allerede var advaret, inden de konstruerede optjeningskravet, skriver hun i en e-mail til Ritzau.

EU-ordføreren ser gerne løsninger på, hvordan velfærdsydelserne bliver sikret, "men det skal naturligvis hverken være uholdbare eller ulovlige løsninger", lyder det.

- Derfor har vi også så sent som i sidste spørgetime spurgt statsministeren om, hvad regeringen vil gøre på europæisk niveau, hvor en række ligesindede lande har rejst debatten, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Optjeningsprincippet betød, at EU-borgere skulle have haft bopæl eller beskæftigelse i mindst to år i Danmark for at modtage fuld børneydelse, men ifølge EU-Kommissionen har EU-borgere ret til ydelsen, så snart de får arbejde i landet.

- VK har i hele den her problematik om velfærdsydelser været som en elefant i en glasbutik, hvor de først fremsætter forslag og derefter trækker forslagene tilbage. De nye oplysninger understreger kun, hvor uskønt hele forløbet har været, mener SF's EU-ordfører.

/ritzau/