SF om job-cirkus: Det grænser til det stupide

SF er mildest talt ikke imponeret over landets jobcentre, der ifølge en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4, afslører, at adskillige danske ledige bliver sendt i rotation på de samme jobsøgningskurser.

- Det er grænsende til det stupide, for hvis man har lært at skrive et cv, har man ikke behov for at få det gentaget fire-fem gange, siger partiets politiske ordfører, Jonas Dahl (SF).

- Vi er selvfølgelig nødt til at sikre os, at de beskæftigelsestilbud, der er, er målrettet på at få folk i arbejde. De ledige skal have de kompetencer, der skal til for at genindtræde på arbejdsmarkedet, siger han til Ritzau.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ændrede sidste efterår loven, så jobcentrene kun kan tvinge ledige på det samme jobsøgningskursus én gang.

Men selv om loven har eksisteret i snart 10 måneder, så viser A4's undersøgelse, at hver ottende ledig har deltaget i et kursus med samme indhold som et tidligere kursus. Og det er ikke godt nok, mener Jonas Dahl.

- Hvis man ikke har forstået reglerne, er der et problem, og så bliver man nødt til at tage fat på det en gang til.

- Vi må erkende, at der er nogle mærkværdigheder i beskæftigelsessystemet, og derfor skal vi gøre, hvad vi kan for, at beskæftigelsesindsatsen er målrettet, og at folk kommer tilbage på arbejdsmarkedet, siger Jonas Dahl.

Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen giver dårlig ledelse på jobcentrene skylden for, at mange ledige bliver sendt i cirkulation på jobsøgningskurserne.

- Jeg mener, at det signalerer dårlig ledelse for ikke at sige inkompetence, når man kører gentagne forløb. Det er misbrug af offentlige midler, og det er faktisk også et lovbrud, fastslår han over for A4.

/ritzau/

 

Dagens Gossip