SF-ordfører: Jeg har fuld tillid til Annette som formand

Skrevet af admin

22/12/2013

Mest læste i dag

Presset stiger på socialminister Annette Vilhelmsen (SF) i sagen om millionuddelingen til Huset Zornig, efter at Huset Zornig selv over for Jyllands-Posten har indikeret, at selve ansøgningen bare var "en bureaukratisk detalje, der skulle overstås".

Internt i SF er der dog fuld tillid til partiformanden og socialministeren, understreger SF's politiske ordfører, Lisbeth Bech Poulsen. Hun opfordrer Folketinget til at afvente den uvildige advokatundersøgelse af forløbet, som Vilhelmsen selv har iværksat.

- Jeg synes, at der er så mange ting, der florerer om, hvordan det er foregået, og det er en meget kompleks sag. Derfor synes jeg, at det rigtige er at afvente den her uvildige advokatundersøgelse, som kan kigge på de ting.

Spørgsmål: Begynder det ikke at være et problem for SF, at jeres partiformand har en sag som den her, hun ikke kan slippe af med?

- Jeg har fuldt ud tillid til Annette som formand og som minister. Det er klart, at det her forløb har været rodet, og det har været ukønt, men det har Annette Vilhelmsen jo også beklaget rigtig mange gange og været i samråd om.

I Jyllands-Posten fremlægger Mikael Lindholm, der er partner i Huset Zornig og gift med Lisbeth Zornig Andersen, en samlet gennemgang af det omstridte forløb, som startede med, at Annette Vilhelmsen lovede Huset Zornig og kampagnen Stemmer på kanten en million kroner for rullende kameraer.

- Der var en række kriterier, som vi ligesom alle de andre skulle leve op til for at få pengene. Men sandheden er jo, at det hele tiden var underforstået fra ministeriets side, at vi skulle have den million.

- Alt det andet med ansøgningen var bare en bureaukratisk detalje, der skulle overstås, så vi kunne få pengene, siger Mikael Lindholm til Jyllands-Posten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Annette Vilhelmsen, som ifølge Socialministeriet er gået på juleferie.

/ritzau/