SF-profil melder sig ud af formandskampen

Skrevet af admin

02/02/2014

Dagens topnyheder

Den næste formand for det kriseramte SF kommer ikke til at hedde Peter Westermann.

Det fortæller han selv til Ritzau søndag.

Tidligere på ugen valgte Westermann at forlade posten som næstformand i partiet i protest imod salget af en del af Dong Energy til investeringsbanken Goldman Sachs.

Westermann har været nævnt som en mulig kandidat til at erstatte Annette Vilhelmsen, men blev ikke betragtet som den største favorit til formandsstolen.

- Jeg havde en rigtig god samtale med min kone, da jeg kom hjem sent i aftes efter kontaktrådsmødet i SF, fortæller Westermann.

- Jeg har hele tiden sagt til hende: "Det er din beslutning, om du synes, det er en god idé. Og bagefter er det min beslutning, om jeg synes, det er en god idé."

- Hun så helst ikke, at jeg stillede op, og jeg ønsker heller ikke at gøre det. Men alle, der bliver anbefalet af medier og medlemmer, skylder da at tænke over, om man er den rette til posten, siger Westermann.

Westermann var en af Annette Vilhelmsens nærmeste støtter, da hun overraskende vandt formandsvalget i SF over tidligere sundhedsminister Astrid Krag.

Han ønsker endnu ikke at pege på, hvem han helst ser som partiets nye formand, men siger:

- Det er vigtigt, at alle dem, som folk har tiltro til, vil kunne løfte opgaven, finder ud af med sig selv, om de kan løfte den opgave, de står over for, og om de har lyst.

Tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) og tidligere skatteminister Jonas Dahl (SF) betragtes som favoritter til at overtage roret i partiet. Ingen af dem har dog taget stilling til, om de stiller op til formandsvalget.

Spørgsmål: Kan du se, hvor det bærer hen ad i forhold til nogle af de navne, der bliver nævnt i medier og af folk i partiet?

- Der må jeg sige, at svarene blæser i vinden, siger Westermann.

/ritzau/