SF: Samarbejde med Blackwater er under al kritik

Skrevet af admin

07/10/2015

Mest læste i dag

Det er under al kritik, hvis Forsvaret har arbejdet tættere med det omstridte amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater, end hvad der officielt er blevet meldt ud.

Det siger udenrigs- og forsvarsordfører Holger K. Nielsen fra SF, der sammen med Enhedslisten har kaldt forsvarsminister Peter Christensen (V) i samråd om sagen.

- Det viser, at det er meget omfattende. Regeringen er nødt til at forklare sig, for det er problematisk at arbejde sammen med Blackwater, siger han til Ritzau.

Ifølge Radio24syv, der har talt med en tidligere efterretningsanalytiker i Blackwater, udvekslede danske soldater ofte oplysninger med de amerikanske lejesoldater i løbet af den danske mission i Irak.

- Der er to ting, der er problemer her. Det første er, at soldaterne har arbejde tæt sammen med Blackwater, for de er jo lejesoldater. Det andet er, hvis Folketinget ikke er blevet orienteret om det, siger Holger K. Nielsen.

- Vi har hele tiden sagt, at hvis det var alleryderste nødstilfælde, kunne vi godt gå med til, at man snakkede med Blackwater, men det her tyder jo på, at det er meget mere omfattende.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet og forsker i international sikkerhedspolitik, arbejdede danske soldater med Blackwater, fordi USA's militær udliciterede dele af efterretningsopgaverne til sikkerhedsfirmaet.

Derfor havde danske soldater ingen andre muligheder end at kontakte Blackwater for at få vigtige oplysninger under Irak-krigen, mener han.

Holger K. Nielsen mener, at relationen med Blackwater er endnu et eksempel på, at Danmark "ikke var ordentligt forberedt på at drage i krig", og at man derfor helt skulle have holdt sig fra at deltage i Irak-krigen.

Blackwater er et kontroversielt bekendtskab for Forsvaret, blandt andet fordi fem af firmaets lejesoldater i 2007 skød og dræbte 17 civile irakere og sårede 20 i det centrale Bagdad.

Sagen om Danmarks forhold til Blackwater skulle oprindeligt have været undersøgt af den nu nedlagte Irakkommission.

/ritzau/