SF-spindoktor gødede jorden for anklager om socialdemokratisk løftebrud

Avisen modtog citaterne i en mail med et dokument fra skatteminister Holger K. Nielsens (SF) særlige rådgiver, Thomas Brahm. Ifølge de bagvedliggende data er dokumentet oprettet af en anden SF-ministers spindoktor tidligt onsdag.

Denne dag kom det frem, at regeringen har besluttet, at den alligevel ikke vil indføre øremærket barsel til fædre – som Socialdemokraterne, De Radikale og SF lovede før og efter valget.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten henvises der i det tilsendte dokument til en artikel, hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fastslår, at øremærket barsel vil blive gennemført, mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) står citeret for, at »det handler om at give fædrene rettigheder, som de ikke har i dag«.

Det fremgår også, at De Radikale har støttet forslaget »helhjertet«, og at tre SFere har kaldt tiltaget »retfærdigt ud fra et ligestillingsperspektiv«.

Flere af citaterne er efter regeringens holdningsændring blevet gengivet i pressen.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten havde der udspillet sig en hård kamp i regeringstoppen mellem S og SF, inden den øremærkede barsel blev droppet.

Det kulminerede ifølge avisen onsdag under et møde i det magtfulde økonomiudvalg, hvor Mette Frederiksen og finansminister Bjarne Corydon (S) krævede ideen dræbt, mens SFs formand Annette Vilhelmsen (SF) og Holger K. Nielsen kæmpede for forslaget.

Thomas Brahm udtaler i en skriftlig kommentar til avisen:

»Det her er en storm i et glas vand. Jeg har sendt en mail med en række fuldt ud offentlige citater fra både SF, RV og S for at illustrere, at det ikke kun var SF, men alle tre regeringspartier, der tidligere har støttet idéen om øremærket barsel i regeringen. Mere var der sådan set ikke i det«.

Dagens Gossip