SF: Svage unge skal løftes efter kontanthjælpsreform

Skrevet af admin

07/07/2014

Dagens topnyheder

Mange kommuner oplever, at unge vender rundt i døren til jobcentret, når de får at vide, at de skal have et nyttejob for at få kontanthjælp. En del af dem finder selv et job eller kommer i uddannelse, mens svage unge risikerer at falde ud af systemet.

Og det er vigtigt, at der sættes ind for overfor de svage unge, der ikke kan tackle den nye kontanthjælpsreforms krav om nyttejob for at få penge. Det mener SF's gruppeformand, Jonas Dahl.

- Vi skal gøre, hvad vi kan for at løfte så mange som muligt ud af mistrøstighed. Når de stærke unge kommer hurtigere i gang end tidligere, så frigøres der ressourcer, og dem skal vi bruge på de svage unge, siger Jonas Dahl til Ritzau.

Kontanthjælpsreformen trådte i kraft for seks måneder siden. Og en rundspørge, som Jyllands-Posten har lavet, viser, at der i første halvår af 2014 er kommet flere unge i gang med uddannelse eller job sammenlignet med det første halvår af 2013 på grund af reformen.

Men hvor mange unge, der ender uden nogen form for hjælp, ved man ikke.

- Det er vigtigt, at myndighederne arbejder sammen, så vi ikke taber nogen. Den her gruppe af unge har ofte kontakt til eksempelvis politiet eller psykiatrien. Og det er vigtigt, at alle instanser arbejder sammen om at få løftet de svage unge, siger gruppeformanden.

- Vi skal se det som en helhedsløsning. Det gør man allerede i mange kommuner. Og jeg er også velvilligt indstillet på at bruge noget af satspuljen til et projekt, hvis der er en eller flere kommuner, der har fundet frem til, hvordan man kan gøre det, siger Jonas Dahl.

Kontanthjælpsreformen har betydet, at kontanthjælpssatserne for unge under 30 år er blevet sat ned, typisk fra godt 10.500 kroner til SU-niveau, som for en udeboende over 25 år er på cirka 5700 kroner.

/ritzau/