SF til DF: Vi regner med jer på dagpengene

Skrevet af admin

22/06/2015

Dagens topnyheder

SF vil gøre alt, hvad partiet kan, for at holde Dansk Folkeparti op på den opsigtvækkende alliance, de to partier indgik i begyndelsen af valgkampen op til det netop overståede folketingsvalg.

På valgkampens fjerde dag lovede de to partiledere, Pia Olsen Dyhr (SF) og Kristian Thulesen Dahl (DF), hinanden kun at indgå i en politisk aftale på dagpengeområdet efter valget, hvis den indeholder en halvering af genoptjeningsperioden eller noget, der er bedre for dagpengemodtagerne.

Det løfte regner SF nu med, at Kristian Thulesen Dahl, der står med de afgørende mandater i den borgerlige lejr, vil levere på, siger SF's gruppeformand, Jonas Dahl.

- Vi forventer da, at Dansk Folkeparti er indstillet på at sætte sig sammen, også med SF, uagtet om de sidder i regering eller ej, og være med til at skabe en løsning på ikke mindst det genoptjeningsproblem, der er i forhold til dagpengene, siger Jonas Dahl.

Dansk Folkeparti stod sammen med den daværende VK-regering bag Genopretningsaftalen, der halverede dagpengeperioden fra fire til to år og samtidig fordoblede genoptjeningsperioden.

Genoptjeningsperioden er den periode, en person, der har mistet sine dagpenge, skal have arbejdet for igen at kunne få dagpenge i tilfælde af ledighed.

Kristian Thulesen Dahl har siden forklaret, at forudsætningerne har ændret sig, og at han derfor gerne vil ændre reglerne igen.

- Vi er enige om, at der skal skabes tryghed for dagpengemodtagere, og at det haster. Det, mener vi kun, kan gøres ved at tilføre området flere penge, hed det således i en fælles udtalelse fra de to partiledere i valgkampen.

- Det her betyder, at vi nu gør det klart, at vi kun er en del af en dagpengeløsning, hvis der også er fundet en løsning på det med genoptjeningsperioden. Det er smertensbarnet lige nu, og det skal vi have en løsning på, sagde Thulesen Dahl dengang til DR Nyheder.

Det er de meldinger, Jonas Dahl nu forventer, at DF, der er afgørende for, om Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kan danne regering, husker.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at holde Dansk Folkeparti op på det, de har sagt i valgkampen, lover Jonas Dahl.

Ifølge en beregning fra Finansministeriet vil en halvering af genoptjeningsperioden fra 12 til 6 måneder koste mellem 600 og 800 millioner kroner.

Både Venstre og Socialdemokraterne afviser at lade udgifterne til dagpenge stige./ritzau/