SF til læger: Hold igen med fjerndiagnoserne

Læger og psykologer skal tænke sig ekstra godt om og gøre sig nøje etiske overvejelser, før de kommer med en diagnose på en person, de aldrig har mødt.

Det understreger SF's psykiatriordfører, Özlem Cekic, efter at flere foreninger i dagens udgave af Kristeligt Dagblad kritiserer læger og psykologers fjerndiagnoser, i blandt andet tv, radio og avisartikler .

- Jeg opfordrer dem til at tænke sig om, før de begynder at kaste rundt med diagnoser uden at tænke over konsekvenserne for den pågældende, siger hun til Ritzau.

Det kan eksempelvis være, når en psykolog går ud og vurderer, at en gerningsmand er skizofren eller har haft en svær barndom uden at kende vedkommendes baggrund.

Hos Dansk Psykolog Forening mener man, at fjerndiagnoser er med til at skade tilliden til psykologer, hvilket Özlem Cekic også er enig i.

Dansk Psykolog Forening har derfor udformet nogle retningslinjer, der skal vejlede psykologerne og få dem til at holde igen med diagnoserne.

Lægeforeningen siger til Kristeligt Dagblad, at man vil se nærmere på omfanget og overveje, om der skal være sanktioner over for læger, der udtaler sig på et tyndt grundlag.

Özlem Cekic har dog fuld tiltro til, at psykologer og læger vil holde igen med fjerndiagnoserne, hvis de bare får den rette vejledning.

- Sanktioner er ikke vejen frem. Jeg tror generelt, at hvis vi synliggør konsekvenserne af udtalelserne, så vil lægerne overveje en ekstra gang, om de skal udtale sig, siger hun.

Hun finder det især problematisk, når læger og psykologer går ud i medierne og giver en diagnose på en person i forbindelse med en forbrydelse.

- Når man går i medierne og kobler sindslidelser med noget kriminelt og psykopatisk, så er man med til at sende et signal om, at mennesker med sindslidelser er farlige, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip